Atlantflyvning afbrudt af sygdom

US_Airways_767-200En flyvning med US Airways fra Venedig til Philadelphia i USA måtte i weekenden afbrydes, da syv af ni blandt kabinepersonalet var syge med ildebefindende og opkast.

Flyet med 185 passagerer ombord, var kommet et godt stykke ud over Atlanten, da det måtte omdirigeres til Irland, hvor det landede uden problemer i Dublins lufthavn, hvor både ambulancer og brandbiler stod i beredskab, skriver Irish Times ifølge travelreport.se.

Flyet blev kørt til en afsides standplads, hvor passagerer og besætning blev undersøgt af sundhedspersonale. De ni kabinefolk blev indlagt på Beaumontsygehuset i Dublin til observation. Ifølge US Airways havde hverken passagerer eller piloter symptomer på sygdom.

Passagererne måtte sendes til Philadelphia med andre fly, mens de amerikanske myndigheder udreder årsagen til sygdommen.