Billigt på storbyferie i vinterferien

spanien-barcelona-ferie-fritid-800x644Uge 7 og 8 er de mest populære uger at holde ferie i for danskerne, og man kan stadig komme af sted for mindre end 1.000 kr. t/r.

Der er flybilletter til under 1.000 kr. til storbyerne London, Rom, Barcelona og Paris. Det viser et pristjek foretaget af Dansk Flyprisindex og travelmarket.dk. De billigste flybilletter er med afrejse fra København eller Hamborg – fra Billund er der kun billige billetter til London.

“Der er ikke vinterferie i Tyskland, og derfor bliver priserne fra Hamborg ikke presset op på samme måde, som de bliver det i Danmark”, siger direktør Ole Stouby fra travelmarket.dk. “Desuden har der været meget stor priskonkurrence, siden easyJet åbnede base i Hamborg.”

Det muligt at komme afsted for mindre end 1.000 kr. til alle de fire storbyfavoritter i både uge 7 og 8. Hamborg har det bredeste udvalg i vinterferien. For mange danskere kan det derfor godt betale sig at køre til Hamborg, som blot ligger 160 kilometer syd for den danske grænse. Billigste pris er 533 kr. for flybilletter t/r til Barcelona.

Prisen på flybilletter fra København er betydeligt højere i uge 7 end i uge 8, da uge 7 er den mest populære uge til vinterferie på Sjælland. I uge 8 lokker København med en pris på kun 746 kr. for en flybillet t/r til Paris, og i uge 7 kan man flyve til London fra 633 kr., hvor prisen fra Billund ligger på 338 kr. i uge 8 og på 982 kr. i uge 7.