Birthe Madsen forlader Star Tour

star tour, birthe madsen

CHARTERREJSEBUREAUER: Efter 28 år i Star Tour stopper Birthe Madsen som adm. direktør for det store charterrejsebureau i Danmark. Hendes afløser er endnu ikke udpeget.

Birthe Madsen begyndte som rejseguide og slutter som adm. direktør for Star Tour i Danmark og Executive Source Markets Director for TUI Nordic i Danmark, Sverige, Norge og Finland, samt øverst ansvarlig for bl.a. Revenue Management og Customer Relationship Management.

Som årsag til sit stop i Star Tour siger Birthe Madsen, at der skal være bedre balance mellem arbejde og privatliv.

”Jeg har udlevet mine direktørdrømme, og med over 80-100 rejsedage om året i mange år, har det kostet på privatsiden, hvor jeg er alenemor til min 9-årige søn. Jeg har truffet denne svære beslutning, fordi jeg længes efter at være mere til stede i min søns liv, selv om jeg langt fra er klar til pension,” siger Birthe Madsen og tilføjer:

”Jeg satser på, at der for eksempel er spændende bestyrelser, der har brug for en kvinde med stor erfaring fra det private erhvervsliv, og som har leveret overbevisende resultater i en yderst konkurrenceudsat branche. Dét giver en solid baggrund til at rådgive andre virksomheder. Lige nu har jeg ingen konkret plan, og jeg glæder mig til at se, hvad mit fremtidige arbejdsliv skal bestå af.”

Star Tour er under Birthe Madsens 15-årige ledelse vokset på både bundlinje og toplinje og er i dag Danmarks største rejsearrangør med 300.000 kunder årligt, en markedsandel på 27 pct. og en stabil indtjening blandt rejsebranchens allerbedste. Sidste år vandt Star Tour ”Danish Travel Award” som Danmarks bedste rejsearrangør.

Samtidig har Birthe Madsen gennemført vækststrategien i de fire nordiske lande og sikret en positiv turnaround i Norge og Finland.

TUI Nordic er i dag Nordens største rejsearrangør med over 1,5 mio. kunder, en omsætning på 12 mia. kr. og er markedsledende i Sverige, Finland og Danmark.

”Det er det rigtige tidspunkt for TUI Nordic, Star Tour og ikke mindst mig selv. Jeg overlader en moderne, effektiv, digital og kundeorienteret virksomhed med stærke brands og produkter. Jeg har i mange år som intern mentor og chef ”uddannet” den nye generation af ledere, der nu er klar til at tage yderligere ansvar,” siger Birthe Madsen, der fratræder sin stilling 1. juli.

Hvem der overtager ledelsesansvaret efter Birthe Madsen er endnu ikke helt på plads, oplyser Star Tour.