BroBizz kan også bruges af danske færger

dansk-færge-tårs-langeland-800x533 BroBizz indgår samarbejde med rederiet Færgen om brug af BroBizz fra næste forår. Rederiet Færgen dækker sejladser til Bornholm, Samsø, Fanø, Als, Fyn, Langeland og Lolland.

BroBizz er ikke kun forbeholdt Storebæltsforbindelsen. Det er også muligt at anvende BroBizz på betalingsforbindelser og en række færgeoverfarter i Skandinavien via det såkaldte EasyGo-samarbejde, ligesom man kan betale for parkering med BroBizz flere steder Danmark.

Nu bliver BroBizz mere omfattende, idet samarbejdet fra marts 2015 også omfatter rederiet Færgen, som sejler til Bornholm, Samsø, Fanø, Als, Fyn, Langeland og Lolland. Aftalen betyder, at kunder hos BroBizz fremover kan betale for rejse på Færgens overfarter via deres eksisterende BroBizz-aftale og dermed fortsat kun modtager én samlet faktura.

”Vi er glade for at tilbyde vores kunder denne nye service, som betyder, at de kan anvende deres BroBizz på stort set alle færgeruter i Danmark,” siger adm. direktør i BroBizz, Helle Bech.

Kunder, der vil anvende deres BroBizz som betalingsmiddel på Færgens ruter, skal indgå lokalaftale med Færgen, hvorefter de får tilgang til den nye service.

BroBizz er et 100 procent ejet datterselskab af Sund & Bælt Holding, stiftet som led i forberedelsen til den kommende europæiske bompengetjeneste, så bilister kun skal have ét betalingsmiddel i bilen for at køre på betalingsveje i EU. Der findes i dag godt 700.000 BroBizz fordelt på knap 600.000 aftaler.

Færgen drives under det juridiske navn Danske Færger. Rederiet ejes ligeligt af Clipper Group og den danske stat.