Endelig sorte tal for Mols-Linien

mols-linienFremgangen fortsætter i Mols-Linien. Selskabet realiserede i 2014 et bedre resultat end forventet og fik for første gang i syv år sorte tal på bundlinjen.

Rederiet har forbedret omsætningen med 14% i forhold til 2013. Årsregnskabet viser et overskud på 34,5 millioner kroner – en forbedring på 69,6 millioner i forhold til 2013.

Omsætningen i rederiet steg til 612 millioner kroner og rederiet har overført 1,1 millioner personbilsenheder, en stigning på 9% i forhold til 2013.

Bestyrelsesformand Frantz Palludan: ”Gennem de seneste år har vi været dybt inde i maskinrummet i Mols-Linien og optimeret i forhold til tonnage, koncepter ombord, prisstrategi og infrastruktur mm. Kunderne har reageret positivt, og det er glædeligt, at summen af de mange tiltag nu kan ses på bundlinjen”.

Østre Landsret tilkendte den 13. februar 2015 Mols-Linien A/S en erstatning i sagen mod Tryg Forsikring A/S på 13,1 millioner kroner inklusive procesrenter. Sagen angår Mols-Liniens krav på erstatning for det tab, selskabet led som følge af et motorhavari på hurtigfærgen Max Mols den 16. juli 2010. Forsikringskravet har

været omtalt i årsrapporterne 2010 – 2013. Erstatningen påvirkede resultatet for 2014 med 13,1 millioner kroner, hvorved Mols-Liniens samlede resultat efter skat blev 34,5 millioner kroner.