Gouda flyttet

badeferie

REJSEFORSIKRING: Gouda Rejseforsikring er flyttet fra Østerbro og ind på samme adresse i Københavns sydvest-kvarter som dets norske ejer.

Efter i mange år at have haft adresse på Sejrøgade på Østerbro, er Gouda Rejseforsikring nu flyttet til nye lokaler på A.C. Meyers Vænge 9 i Københavns SV-kvarter. I forbindelse med flytningen har Gouda udvidet sine åbningstider i salgs- og kundeserviceafdelingen fra kl. 8.30 til 17 på hverdage, fredage dog kun til kl. 16.

Gouda Rejseforsikring blev sidste år købt af den norske forsikringsgigant Gjensidige Forsikring, der overtog hollandske Goudas nordiske aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

”Det nye ejerskab får ingen indflydelse på kundernes forsikringsforhold. Goudas nuværende 350.000 forsikringskunder, 80 pct. er privatkunder og resten erhvervskunder vil fremover få glæde af et større produktudbud samt synergier i det nye ejerskab,” sagde Goudas nordiske adm. direktør, Jesper Kjeldsgaard, til standby.dk i forbindelse med salget.

Gouda i Norden har de seneste år haft tocifrede vækstrater – blandt succesfaktorerne er, at 300 danske rejsebureauer bidrager til ca. halvdelen af privatomsætningen. Det danske marked står i dag for ca. halvdelen af Goudas årlige nordiske omsætning på over 300 mio. kr.

Gouda Rejseforsikring har ca. 150 medarbejdere på sine tre kontorer i Danmark, Norge og Sverige, heraf 120 på det nu flyttede hovedkontor i København. Gjensidige har 470 medarbejdere i Danmark.