Historisk billig charter til Grækenland

kretaEt pristjek foretaget af rejsesøgemaskinen travelmarket.dk viser priser fra 1.399 kroner for en uges ferie med fly og hotel. I tidligere år har de billigste rejser ligget på mellem 2.000 og 3.000 kroner.

De allerlaveste priser er uspecificerede rejser, men det er også muligt at finde lave priser på både 3- og 4-stjernede hoteller. Blandt de 50 billigste rejser i pristjekket går de 45 til et sted i Grækenland.

“Det er en fantastisk mulighed for at komme billigt afsted,” siger Ole Stouby, direktør for travelmarket.dk. “At man kan få en rejse med specificeret hotel til cirka 2.000 kroner og dermed sikre en vis standard gør en afbudsrejse til et attraktivt valg.”

De fleste eksperter siger, at det er sikkert at tage til Grækenland. Man skal dog være opmærksom på, at mange restauranter vil foretrække betaling i kontanter så man bør tage ekstra kontanter med på rejsen.