Konferencecenter reducerer forurening

KolleKolle kursuscenter

MICE: KolleKolle i Nordsjælland har siden det begyndte sit grønne arbejde reduceret sin CO2-udledning med 200 tons om året. Centret betegner sig nu som ”et af Danmarks mest bæredygtige konferencecentre”.

Konferencecentret KolleKolle ejes af Landbrug & Fødevarer og ligger i Furesø Kommune nord for København. Konferencecentret tog i 1996 beslutningen om at arbejde med miljø- og energi-fremmende tiltag.

Vedvarende fokus og investeringer i miljøarbejdet betaler sig på den lange bane. Bygningerne er blevet efterisoleret, vinduer er udskiftet, vandbesparende installationer på værelser og i køkkenet, nye energistyrerede ventilationsanlæg og meget mere – hele huset er gennem årene blevet tilpasset til i dag at være et af de mest bæredygtige konferencecentre i branchen.

KolleKolle har siden 1997 opnået følgende besparelser på el, vand og gas: El: 22 pct., vand: 57 pct., gas: 50 pct. KolleKolles tekniske chef, Kim Johansen, siger:

”Vi har gennem årene forvandlet en bygning fra 1970erne, hvor tanker om miljø og energibesparelser endnu ikke havde set dagens lys, til en bygning, der i dag fremstår som en bæredygtig virksomhed. Hos KolleKolle fokuserer vi på at reducere forbruget ved forbedringer af driften.”

Centrets direktør, Berit K. Leth, siger:

”Vores medarbejdere tager del i miljøarbejdet. Vi har et miljøudvalg med repræsentanter fra alle afdelinger.”
KolleKolle har 77 gæsteværelser samt over 20 konferencelokaler og grupperum samt en konferencesal.