Langt flere børn på langfart i år

ferieI år rejser 84% flere børn under 14 år ud i verden og oplever julen i et fjernt land. Så stor er stigningen hos Jysk Rejsebureau i forhold til sidste år.

Stigningen blandt de voksne i forældrealderen 25-44 år er på 20% – så det er typisk familier med flere børn, der er flere af på rejser i julen.

”Det er en stigning, der beviser, at flere får mod på at tage på eventyrlige rejser ud i verden sammen med deres børn og vise dem, hvordan andre kulturer fungerer, og hvordan de evt. fejrer jul, hvis de gør det. Det er meget positivt”, siger Niels Amstrup, direktør i Jysk Rejsebureau.

De, der rejser over julen i år, foretrækker en længere rejse på tre uger til et par måneder med stop i flere lande. Som en stærk 2’er på listen kommer Thailand.

Top 5 over mest populære julerejser 2015: 1: Flere lande på samme rejse. 2: Thailand, 3: Australien, 4: Sri Lanka og 5: USA.

”Familier med helt små børn vælger typisk Thailand, mens større børn og deres forældre ofte er på tur med camper i Australien eller USA”, fortæller Niels Amstrup.

Totalt har Jysk Rejsebureau 15% flere kunder, der rejser i julen i år end i 2014.