Cimber Sterling afviser
dommedagsrygter

Skrevet af den 06/09 2010 klokken 09:39 - 5 kommentarer


Send til en ven    |     Print


Cimber ATR 72

Cimber Sterling var forleden tæt på konkurs, hævder TV2 – men det benægter flyselskabets adm. direktør.


Trods underskud blev årets tredje kvartal det bedste i flere år, hævder Cimber Sterling. Fredag lettede det låget forud for kvartalsregnskabet 15. september. I en fondsbørsmeddelelse afslører Cimber Sterling de finansielle hovedkonklusioner fra det forgangne kvartal.

 

Cimber fastslår, at kvartalet var det bedste "i flere år.” Samlet havde Cimber Sterling et driftsunderskud (EBIT) på 10 mio. kr. sammenlignet med et driftsunderskud i samme periode for et år siden på 25 mio. kr. Cimber Sterlings driftsresultat blev dog negativt belastet med 11 mio. kr. af askeskyens lukning af luftrummet i foråret, korrigeret for dette var der et driftsoverskud på 1 mio. kr., skriver epn.dk

 

Cimber glæder sig over en kraftig vækst i antallet af passagerer på 33 pct. og stigning i omsætningen på 27 pct. til 526 mio. kr. i kvartalet, det første i Cimber Sterlings regnskabsår 2010/2011.

 

Når Cimber Sterling offentliggør de regnskabsmæssige nøgletal 10 dage før den officielle kvartalsrapport skyldes det fredagens medieskriverier om, at storaktionær Karsten Ree for to uger siden redede flyselskabet fra betalingsstandsning med et lån på 50 mio. kr. Ifølge TV 2 Finans'
oplysninger skulle pengekassen i Cimber Sterling være tom som følge af problemer med at få et såkaldt askeskylån på 85 mio. kr.

 

Det er ifølge TV 2 Finans' oplysninger storaktionæren Karsten Ree, der for to uger siden trådte til med et lån på 50 mio. kr. "Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg synes ikke, at det vedkommer andre. Det tjener ikke nogens sag," siger Karsten Ree til epn.dk

 

Cimber Sterlings adm. direktør, Jacob Krogsgaard, afviste over for epn.dk, at situationen var så tilspidset

 

"At kalde situationen for 14 dage siden for en nært forestående betalingsstandsning er sensationspræget journalistisk. Det er klart, at når vi optager et midlertidigt lån, er det fordi, vi har brug for pengene. Men så slemt står det ikke til.”

 

Cimber Sterling fik sidste år et underskud på over 200 mio. kr.


Kommentarer (5) - Skriv din egen


To og to fire?
Jeg har svært ved at se hvorfor Cimber Sterling skal statsgaranteres et såkaldt "askeskylån" på 85 millioner, når selskabet selv angiver at regnskabet kun blev belastet med 11 millioner kroner som følge af askeskyen. Nogle der kan forklare dette misforhold?



3 a 4
Mon ikke, at det skal tilskrives at det er et kvartalsregnskab..! QI er dermed belastet med 11mil i første q og de resterende 74mil i det endnu ikke offentlige 2q.



Dagens tal
Idag er askeskytallet så kr. 58 millioner. Hvad mon det bliver i morgen eller i næste uge? Er det for meget forlangt, at ønske sig nogle troværdige oplysninger fra de selvsikre sønderjyder?



jeppe
Der er tale om et lån, så om det er 25 eller 58 er vil ikke så vigtigt. Det er trods alt et lille beløb



Søren
Jeppe - staten kautionerer for 80% af lånet, der gives som en kompensation for problemerne omkring det lukkede luftrum under askeskykrisen. Derfor er det vel ikke lige meget om det er de faktiske omkostninger i forbindelse med askeskyen, eller om det er et "tilfældigt" tal Cimber lige hiver op af hatten, for at holde hjulene i gang for en tid. Det virker besynderligt at Cimber Sterling opgiver så mange forskellige tal.