Ny kabinestrejke hos SAS

2019/08/defaultmain.jpgKabinepersonalet i SAS har nedlagt arbejdet, da et medlemsmøde i formiddags, fredag, udviklede sig til et fagligt møde.

Ifølge kabinepersonalets fagforening, CAU, handlede medlemsmødet om fagforeningens forhandlinger med SAS ledelse om overflytning af 140 kabinefolk til datterselskabet Cimber. Men utilfredshed med forhandlingsforløbet førte til arbejdsnedlæggelse, skriver avisen.dk.

Ved middagstid har SAS indtil videre måttet aflyse fire fly på grund af strejken. De berørte passagerer får direkte besked per sms, oplyser pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen.

Hun beskriver arbejdsnedlæggelsen for ulovlig, og opfordrer medlemmerne til hurtigst muligt at vende tilbage til arbejdet.

”Vi mener, at vi har lagt nogle ret attraktive forslag på bordet, så vi er helt uforstående over for, at der er opstået så megen uro”, tilføjer hun.

Striden står om, hvilke forhold der skal gælde for de ansatte, der skal flyttes over i Cimber. Overflytningen til datterselskabet er en del af SAS spareplaner.