Nyt magasin skal inspirere feriehusejere

FERIEHUSDestination Ringkøbing Fjord har gennem længere tid, i projektet Energivenlige Feriehuse, sat fokus på energioptimering af feriehuse. Alle erfaringer er nu samlet i et magasin, som i uge 4 sendes til alle feriehusejere i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Magasinet er fyldt med inspiration og information omkring energioptimering og energirenovering af feriehuse, ligesom der også findes masser af inspiration til indretning, feriehuslivet og området som helhed. Magasinet vil også kunne læses på www.fritidshusejer.dk fra uge 5.

”Vi har meget fokus på helårsturisme og vil gerne have gæster på destinationen hele året. For at det er muligt skal feriehuset også være tilgængeligt i vinterhalvåret. Derfor er fokus på energi og forbrug yderst vigtigt”, siger turistdirektør Lykke Nielsen Høj.

Man kan blandt andet læse om Jann Evers der er feriehusejer ved Søndervig. Han fik i januar 2013 installeret varmepumper. I løbet af de første syv måneder sparede han 10.000 kWh – svarende til 20.000 kroner eller en tilbagebetalingstid på investeringen på kun halvandet år. På energistempelets skala er han gået fra energiklasse E til B.

Bagerst i magasinet finder alle modtagerne også gratis entrebilletter til den feriehusmesse, der afholdes på Beach Bowl i Søndervig den 17. og 18. april. På messen er der rig mulighed for at få inspiration, råd og vejledning til, hvordan netop ens eget feriehus kan optimeres.

Hvis man er blevet nysgerrig efter at vide, om der er besparelser at hente på ens eget feriehus, kan første skridt på vejen, være en online beregning på www.feriehusenergi.dk.