Opkvalificeringen af turismeerhverv

cykel-fur-par-limfjordenEnjoy Limfjorden skruer op for uddannelsestilbuddene til de lokale turismeerhverv i Holstebro, Struer, Viborg, Skive og Lemvig kommuner. Det sker fordi udviklingsorganisation Midtjysk Turisme lukker og efterlader et tomrum for uddannelse.

Flere af Midtjysk Turismes aktiviteter er overtaget af Dansk Kyst- og Naturturisme, som har base i Nordjylland. Men Enjoy Limfjorden mener, der fortsat er et stort behov for lokale uddannelsesaktiviteter.

Lederen af Enjoy Limfjorden, Peter Emsenhuber Graversen: ”Når vi markedsfører vores destination skal produktkvaliteten følge med. Derfor er det vigtigt at uddanne og opkvalificere lokale turismeerhverv, så vi sikrer sammenhæng og tilbyder turister gode oplevelser.”

Enjoy Limfjorden inviterer turismeerhverv på et nyt uddannelsesforløb i november og december. Forløbet strækker sig over tre uddannelsesdage, hvor salg og udvikling af cykelferie og cykelpakker står øverst på dagsordenen med eksperter fra turismebranchen. Enjoy Limfjorden arbejder også på at få udenlandske specialister til at komme og inspirere lokale turismevirksomheder.

”I Tyskland og Østrig er cykelturisme et vigtigt erhverv som beskæftiger mange og den tyske Bett+Bike ordning, med tæt på 6.000 certificerede overnatningssteder, kan også fungere som inspiration. Derfor ser vi på mulige samarbejdspartnere, som kan komme på besøg og være med til at dygtigøre erhvervet”

Uddannelsestilbud skal understøtte den positive udvikling. Enjoy Limfjorden er Danmarks 7. største turistdestination med en årlig omsætning på 2,6 milliarder kroner og 1.922.000 registrerede overnatninger.