Risiko for ny islandsk askesky

Bardarbunga_calderaVulkanen Bárðarbunga øger aktiviteten og ifølge Icelandic Met Office er der siden natten til lørdag målt mere end 200 jordskælv ved vulkanen. I nat måltes et skælv på 3,4 på Richter-skalaen og i morges på 3,5.

”Magmaen bevæger sig under jordskorpen og vores målinger viser, at der sker noget”, siger Gunnar Guðmundsson, geofysiker ved Islands Meteorologiske Kontor, IMO, til Ekstra Bladet.

Politiet har øget beredskabet og overvåger situationen tæt. Myndighederne bereder sig på et muligt udbrud og beredskabet er klar til at sikre kommunikation og information.

Leder af civilforsvaret i Island Víðir Reynisson siger, at der er stor sandsynlighed for et udbrud i Bárðarbunga, som ligger under gletsjeren Vatnajökull. Et vulkanudbrud under gletsjeren kan give lokale oversvømmelser og medføre askeskyer i op til 10–20 km højde, hvor de kan være en risiko for den nordatlantiske flytrafik.

Gunnar Guðmundsson: ”Vi har endnu ikke set nogle udbrud. Men hvis magmaen kommer op til overfladen under gletsjeren, vil den være eksplosiv, og så kan der opstå store askeskyer”.

I 2010 lammede vulkanen Eyjafjallajökull den europæiske flytrafik og forstyrrede de transatlantiske ruter i flere uger med en enorm askesky.