Ryanair søger slots i Paris

FILE IRELAND RYANAIR EARNINGSLavprisselskabet har ansøgt om slots i både Paris Charles de Gaulle og Paris Orly lufthavnene og er interesseret i at samarbejde med langrute-selskaberne.

Ryanairs CEO Michael O’Leary siger til den franske avis Les Echos, at de nye slots, hvis de bliver tildelt, ikke skal benyttes som erstatning for den sekundære lufthavn Paris Beauvais, som Ryanair benytter i dag. Tvært imod har Ryanair også nye planer for brug af lufthavnene i Lyon, Toulouse, Bordeaux og andre franske lufthavne.

“Det er ikke vores aktuelle hensigt at åbne nye baser der, men at åbne nye ruter”, sagde han og forklarede, at man ønsker at være til stede i primære lufthavne for at hente flere kunder og fordi man bliver inviteret af lufthavnene.

“Det vil være logisk for langrute-selskaber som Air France at bede os om hjælp til at reducere deres tab på de korte ruter. Vi flyver gerne feeder-ruter for Air France til Charles de Gaulle, for IAG til Gatwick, eller for Lufthansa til Berlin.

“Vi har allerede haft forhandlinger med IAG, TAP, Aer Lingus, Virgin Atlantic og Norwegian, og jeg tror vi kan fremlægge flere aftaler for næste sommer”, slutter Michael O’Leary.