Sammenbrud i forhandlingerne

SAS-kabine[1]Forhandlingerne mellem SAS og kabinepersonalet i CAU om overflytning af kabinepersonale til Cimber brød ifølge CAU sammen onsdag aften.

Parterne skiltes uden at aftale, hvornår de skal mødes igen og CAU har indkaldt sine medlemmer til orienteringsmøde fredag, skriver finans.dk.

Parterne skal finde frem til vilkårene for de ca. 140, som efter planerne skal overflyttes til SAS datterselskab Cimber, som blev købt i december bl.a. med det formål at opnå billigere overenskomster end de nu gældende overenskomster i SAS. Overflytning af personale til datterselskabet er en del af selskabets spareplaner.

Tirsdag nedlagde kabinepersonalet arbejdet i frustration over situationen, da et medlemsmøde udviklede sig til et fagligt møde. Arbejdsnedlæggelsen varede i fem timer og medførte aflysninger og forsinkelser.

Pressechef i SAS Trine Kromann-Mikkelsen vil ikke uddybe, hvad der skiller parterne ved forhandlingsbordet.

”Status er, at vi har lagt et forslag på bordet, hvor vi tilbød, at medarbejderne kunne komme over i Cimber og arbejde under de vilkår, vi har i SAS, i en begrænset periode på et til to år. Man tog sine vilkår, sin arbejdstid og løn med sig mod at blive der i en periode og så flytte tilbage til SAS. Det lagde vi på bordet, men det afviste foreningen”, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Hun understreger, at SAS fortsætter med virksomhedsoverdragelsen 1. marts som planlagt: ”Vi følger spillereglerne for virksomhedsoverdragelse. Heri ligger, at man tager sine vilkår med sig frem til overenskomstperiodens udløb, og det er i 2017”.