Scandic-hotel overtages af frikirke

scandic-randersDen Evangeliske Frikirke flytter ind på det tidligere Scandic Hotel Kongens Ege i Randers, som Nordens største hotelkæde droppede i november sidste år.

Scandic Hotel Kongens Ege i Randers har stået tomt, siden Scandic Hotel lukkede hotellet i det sene efterår. Kongens Ege er nu nyt hjemsted for Den Evangeliske Frikirkes 250 medlemmer og de 150 i ungdomsarbejdet, Skywalk.

I august sidste år meldte Scandic, at det efter milliontab de seneste år på Hotel Kongens Ege opgav. Dermed lukkede byens største hotel, hvilket kostede 23 fuldtidsansatte jobbet. TopDanmark ejer bygningen.

”Vores lejekontrakt udløber i januar, vi forlænger ikke, der er ikke forretningsmæssigt grundlag for fortsat hoteldrift i Randers, hvor det samlede antal overnatninger på byens hoteller efterhånden kun er på 40 pct.,” sagde Scandics adm. direktør i Danmark, Jens Mathiesen, i efteråret til standby.dk

Dermed lukkede Randers’ største hotel med 130 værelser ved udgangen af november. Herefter har Scandic som Danmarks største hotelkæde 23 hoteller. Finn Rosenqvist, direktør for Scandic-hotellet i Randers og kædens hotel i Aalborg, sagde i efteråret til standby.dk:

”Randers har ud over Scandic tre andre hoteller. Antallet af hotelgæster i Randers er faldet markant efter Vestas, største ”leverandør” af overnattende gæster, har lukket i byen.”