Stewardesse-sag mod Ryanair for norsk ret

ryanairArbejdsretssagen om den tidligere stewardesse hos Ryanair, Alessandra Cocca, skal behandles ved en norsk domstol. Landsretten har ophævet kendelsen fra Moss byret, som henviste sagen til en irsk domstol.

Det glæder fagforbundet Parat, mens Ryanair kalder afgørelsen ’bizar’ og vil anke til Højesteret.

Alessandra Cocca kan anlægge sag mod Ryanair ved en norsk domstol. Det fremgår af en kendelse fra Landsretten. Da sagen var oppe i Moss byret blev den afvist med den begrundelse, at Ryanair er et irsk selskab. Fagforbundet Parat ankede byrettens afgørelse til Landsretten, som kom til en anden konklusion.

”Kendelsen er i tråd med det vi har hævdet og med gældende EU-ret. Efter vores vurdering kunne retten ikke komme frem til et andet resultat. Norsk lov må gælde i Norge”, siger advokat Christen Horn Johannessen fra Parat ifølge boarding.no.

Ryanair kalder afgørelsen ’bizar’ og skriver i en pressemeddelelse, at selskabet vil anke Landsrettes afgørelse til Højesteret.

Anken kommer ikke uventet for Parats næstformand Vegard Einan:
”Kendelsen i Landsretten bekræfter vores påstand om, at Ryanair systematisk har brudt norsk lov gennem mange år. Kendelsen imødekommer norske arbejdstageres rettigheder overfor store selskaber, som mener de frit selv kan vælge hvilke love og regler de skal følge”.

Kendelsen vil ifølge Vegard Einan få konsekvenser for alle andre flyselskaber med base i Norge. ”Uanset registreringsland på flyene vil ansatte med base i Norge have fulde rettigheder efter norsk lov”, siger han.