TUI lancerer nye klimamål

tui logoOp til næste måneds klimatopmøde i Paris offentliggør TUI, verdens største rejsevirksomhed, en række klimamål, der blandt andet skal reducere CO2-udslip og lægge pres på politikerne.

TUI Group med bl.a. danske Star Tour, har defineret virksomhedens målsætninger for klima og miljø. De lyder blandt andet på 10% mindre C02 fra fly, grønnere hoteller og en investering på 75 millioner kroner om året til lokalmiljøet på feriedestinationerne.

”Rejsebranchen har et ekstra miljøansvar, fordi vi påvirker både klima og nærområder ved destinationerne”, siger Nikolai Johnsen, pressechef for Star Tour i Danmark.

TUI Group indfører nye målsætninger netop nu i ønsket om at lægge pres på de politikere, der den 30. november mødes i Paris til FN’s klimatopmøde COP21.

”Vi håber med vores udmelding at vise, at vi som virksomhed er klar til at leve op til vores del af ansvaret. Politikerne kan ikke længere nøjes med at snakke om tingene. Nu skal de vise handling”, siger Nikolai Johnsen.

Ifølge FN vil den internationale turisme stige fra 1,1 milliarder turister i 2010 til 1,8 milliarder i 2030, og de klimamæssige udfordringer vil derfor vokse kraftigt.

TUI Groups mål ved navn ’Better Holidays, Better World’: 1. Bedre fly. TUI vil have Europas mest CO2-effektive flyflåde og vil reducere CO2-udslip med 10% indtil 2020. TUI har i forvejen reduceret CO2-udslip pr. passager med 10% de seneste seks år. 2. Grønnere hoteller. TUI vil satse på miljøcertificerede hoteller, der lever op til en række miljøkrav. Danske rejsende med Star Tour vil typisk bo på ISO 14001-certificerede hoteller. 3. Penge til lokalmiljø. TUI vil investere 75 millioner kroner om året i TUI Care Foundation, der skal sikre, at turistøkonomien har positiv indflydelse på feriemålene. Pengene skal bl.a. gå til uddannelse af børn og personale i de lande, TUI har rejser til.