Udsigt til rekord for dansk turisme

københavn-turisme-turistVisitDenmark forventer et rekordår på baggrund af de seneste overnatningstal fra Danmarks Statistik, der viser et mindre fald i august, men betydelig fremgang på 3,9% i udenlandske overnatninger for sommeren som helhed.

Det vigtige tyske marked faldt med 3,6% i august, men overnatningerne steg samlet med 2,7% i juni-juli-august. Dermed er de med til at gøre 2015 til den bedste sommer siden 2004, når man ser samlet på de danske og udenlandske overnatninger.

I alt var der 12,6 millioner udenlandske overnatninger i sommermånederne, hvilket er næsten en halv million flere end sidste år. Heraf var omkring halvdelen tyske overnatninger.

”I august så vi en vækst på campingpladser og i feriecentrene, mens det lille fald i feriehusovernatningerne var ventet på grund af forskydning i den tyske feriekalender. Samlet er august den største måned for tyskerne. Samlet ligger vi på et meget højt niveau. Endda højere end sidste år, som ellers var det bedste år for dansk turisme i nyere tid,” siger VisitDenmarks markedschef i Tyskland, Lars Ramme Nielsen.

Der er flotte vækstrater fra mange af de prioriterede markeder. I sommermånederne gik Norge frem med 4,8%, Holland med 6,8% og Storbritannien med 9,2%. At valutakursen har betydning for udviklingen ses især på det svenske og amerikanske marked, som i sommermånederne hhv. er gået tilbage med 2,8% og markant frem med 23,9%.

”Den stærke dollarkurs og de mange nye flyruter kan aflæses direkte i overnatningstallene, der viser en kraftig stigning ikke kun i sommermånederne, men for de første otte måneder af 2015,” siger adm. direktør i VisitDenmark, Jan Olsen.
”Alt tyder på, at 2015 vil overgå sidste års resultat på 23,2 millioner overnatninger, som var det højeste antal siden 2003,” siger Jan Olsen.