Vinkrydstogter med MSC Cruises

vinkrydstogtI vinterens løb vil MSC Cruises arrangere tre temakrydstogter, der tager gæsterne på rejse gennem vinens historie. I løbet af togtet besøges vingårde og vinkældre i Frankrig, Italien og Spanien. Ombord serveres udvalgte vine fra de steder, der besøges.

”Krydstogterne giver mulighed for, at vininteresserede kan opleve den mangfoldighed, som Middelhavet byder på, samtidig med, at man kommer til at opleve mange steder på samme rejse”, siger Åsa Elmcrona, skandinavisk marketingchef i MSC Cruises.

Hvert krydstogt inkluderer foredrag af vineksperter og vinsmagninger ombord samt en udflugt til en vingård eller vinkælder. Desuden serveres særligt udvalgte regionale vine til måltiderne.

Vinkrydstogterne gennemføres med MSC Splendida. De er på otte dage og afgår fra havnen i Genoa. Afgangene 2. og 9. november besøger Napoli og Messina, Tunis, Barcelona og Marseille.

Afgangen 14. december besøger Civitavecchia og Palermo, Tunis, Barcelona og Marseille.